31-05-2010

Pressemeddelelse: Det frie skolevalg bliver dyrere


Danmarks Privatskoleforening, Dansk Friskoleforening, Deutscher Schul- und Sprachverein, Foreningen af Katolske Skoler, Foreningen af Kristne Friskoler, Frie Skolers Lærerforening, Lilleskolerne & Private Gymnasier og Studenterkurser.

 

  

PRESSEMEDDELELSE, den 29. maj 2010:

 

Den 27. maj mødtes en række repræsentanter fra foreninger på de frie grundskolers område for at drøfte ”GenopretningsPakken”, der har voldsomme og særdeles negative konsekvenser for de frie skoler.

 

Skolerepræsentanterne udtaler følgende:

 

Det frie skolevalg bliver dyrere

Regeringens og Dansk Folkepartis plan for genopretning af dansk økonomi vil ramme fri- og privatskolerne hårdt. Skolerne skal bidrage med 258 mio. kr. over en fireårig periode. Dels bliver den enkelte skoles statstilskud mindre, dels forsvinder forældrenes tilskud til at befordre eleverne til og fra skole.

 

Vi vurderer, at aftalen kan få meget alvorlig betydning for alle forældre på de frie grundskoler. Især ønsker vi at udtrykke vores store harme over, at de i forvejen hårdt pressede børnefamilier også på vort område er udset til at bære de fleste af nedskæringerne. De svageste familier rammes ekstra hårdt, fordi det reelt risikerer at blive dyrere at vælge en fri- eller privatskole. I bund og grund vil det gå ud over forældrenes frie skolevalg.

 

Aftalen gør op med den mangeårige politiske opbakning til, at udgifterne til folkeskolen – opad eller nedad - afspejles i det statstilskud, fri- og privatskolerne modtager. Med den nye aftale vil skolerne både blive ramt af folkeskolens nedskæringer og samtidigt skulle spare ekstraordinært. De frie skoler bliver ramt med et dobbeltløbet gevær. De vil først automatisk rammes af folkeskolens almindelige besparelser, men dernæst også af indholdet i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det efterlader skolerne i en yderst presset situation, som kan risikere at få alvorlige konsekvenser. Fri- og privatskolerne har ganske få handlemuligheder, når de 258 mio. kr. skal findes. Uanset presset vil vi fortsat gøre alt for at levere et tilbud uden social slagside, ligesom vi fortsat vil påtage os vores del af det såkaldte ”sociale ansvar”. Skolerne kan så vælge at reducere elevernes undervisning og dermed svække kerneydelsen eller kort og godt skrue prisen op. Det sidste alternativ er at stuve flere elever ind i klasserne. For de små skoler på landet forbliver det ren ønsketænkning. Her har man de fleste steder for længst støvsuget området for elever, og for de større skoler i byerne er klasseværelserne for længst fyldt op til randen – mange steder endda i højere grad end i folkeskolen.

 

Forældrene kommer til at betale regningen

Hvis regningen sendes videre til forældrene, vil det for en familie med to børn betyde en årlig merudgift på cirka 3000 - 4000 kr. I forvejen betaler familien mellem 20.000 – 25.000 kr. i skolepenge årligt. Selvom aftalen lover 5 mio. kr. til opjustering af »fripladspuljen«, som skal sikre, at alle – uanset økonomi – kan gøre brug af det frie skolevalg, er der tale om en beskeden og utilstrækkelig stigning, som langt fra dækker det reelle behov. Puljen er i dag på 20 mio. kr. og kun en tredjedel af behovet og burde således være på mindst 60 mio. kr.

 

Forældrenes mulighed for at få tilskud til befordring af deres børn til og fra skole bliver også med den fremlagte plan skåret helt væk. Hermed vil familier – ikke mindst i udkant-Danmark - skulle betale op mod 5.000 kr. pr. barn pr. år for et buskort. Vi undrer os over dette opgør med den tænkning, der har været i såvel Venstre som Dansk Folkeparti om, at familier – uanset økonomi - ikke skal fritages muligheden for at vælge en holdningsbåret fri grundskole til deres børn. Hvis både skolepengene bliver forhøjet, og man selv skal betale et dyrt buskort, kan man frygte, at myten om, at fri- og privatskolerne er for de rigeste i samfundet, bliver en realitet. Det er en udvikling, vi i de frie grundskoler vender os

skarpt imod.

 

 

Følgende foreninger var til stede:

Danmarks Privatskoleforening, Dansk Friskoleforening, Deutscher Schul- und Sprachverein, Foreningen af Katolske Skoler, Foreningen af Kristne Friskoler, Frie Skolers Lærerforening, Lilleskolerne & Private Gymnasier og Studenterkurser.

 

Tilsammen repræsenterer foreningerne ca. 95.000 elever og deres forældre.

 

 

Yderligere information

Formand for Danmarks Privatskoleforening, Kurt Ernst - 40290675

Landsformand for Dansk Friskoleforening, Ebbe Lilliendal - 21723380

 

Fakta

• På 25 fri- og privatskoler vil forældrene miste mellem 2.500 og 10.000 kroner pr. barn i befordringstilskud. Skolerne ligger i udkant-Danmark.

• De gennemsnitlige skolepenge risikerer at stige med cirka 10 procent.

• 10 procent af familierne i de frie grundskoler søger hvert år nedsættelse af skolepengene via en fripladspulje. Puljen dækker kun en tredjedel af behovet. Der mangler dermed 40 millioner kroner i puljen.

 



Tilbage