Af Kurt Ernst, kommentar i JP den 9. juni
I JP-kronikken den 3/6: ”Elitens succes - alles regning” fremkommer de to chefanalytikere fra Cevea, Jens Jonathan Steen og Magnus Barsøe, med nogle særdeles løse påstande om privatskolerne, og analysen af finansieringen af de frie skolers drift er fyldt med fordomme og fejl.
Vores friskoletradition er ikke unik, postulerer de. Jo, det er den i høj grad, og en sammenligning med frie skoler i Holland og Sverige er udtryk for en fatal mangel på forståelse af det danske system. De hollandske og svenske skoler er netop ikke frie, som de danske er det. Steen og Barsøe anfører da også, at de såkaldt frie skoler i de to lande underlægges en udstrakt statslig kontrol. Så sandt, de er ikke frie skoler, de er statsskoler.
De fleste danske skolepolitikere er heldigvis klogere og ved, at princippet med ”pengene følger eleven” (voucherprincippet) er aldeles ødelæggende for den frie skole. Indtil i sidste uge var det ganske rigtigt sådan, at tilskuddet med 75 pct. var koblet op på folkeskolens gennemsnitlige udgift pr. elev. Nu fastlægger genopretningspakken så, at denne procentsats nedsættes over fire år til 71 pct. Det er en katastrofal nedskæring. Samtidig ødelægges en balancemekanisme, som ellers har fungeret fremragende.
Analysen falder helt fra hinanden, når Steen og Barsøe anfører, at den ufaglærte arbejder bidrager til, at direktøren billigt kan sende sin søn på privatskolen. Det forholder sig stik modsat. Socialdemokrater, der vælger privatskolen, behøver ikke af den grund at have en dårlig smag i munden.
Steen og Barsøe synes helt at have overset den kendsgerning, at både arbejder og direktør betaler skat. Direktøren alt andet lige nok mest. Direktøren betaler altså også til folkeskolen, og der er vel at mærke ikke mulighed for ligningsmæssige fradrag for skolepengebetaling.
Faktisk har undersøgelser dokumenteret, at de frie skoler ud fra en samfundsmæssig betragtning er en helt fin forretning. Gik alle de frie grundskolers børn i folkeskolen, ville skatterne alene af den grund skulle øges med mindst 1 mia. kr.
Det banale regnestykke er det enkle, hvilket anerkendes af alle, at et privatskolebarn koster noget mindre end et gennemsnitligt folkeskolebarn, og ydermere betaler forældrene så omkring 15.000-20.000 kr. selv. Det brokker vi os ikke over. Det er netop betalingen for friheden og samtidig betalingen for, at de frie skoler også kan være et tilbud for andre end direktører.
Der er således en bred sammensætning af ”klasser og samfundslag” på de frie skoler, og vi har også tilnærmelsesvis lige så mange elever med vanskeligheder af den ene eller anden art. Steen og Barsøe kunne jo spørge ude i kommunerne, om det ikke af og til faktisk også af økonomiske grunde er helt godt, at der er en enkelt eller flere privatskoler i nærheden.
Faktum er, at privatskolerne i en vis udstrækning er finansieret over skatten ligesom folkeskolen. En holdningsskole har naturligvis ret til selv at bestemme sin elevsammensætning, men gør det altid ud fra en dyb respekt for barnets rettigheder og anerkendelsen af, at skolen er en demokratisk enhed i et demokratisk Danmark.
Og at et hensyn til diversiteten - ligesom i naturen - er forudsætningen for en fortsat udvikling af et samfund, der anerkender, at der er mange veje mod målet, at vi er forskellige, at der er mindretal, der skal beskyttes, og at de frie skoler udgør en pamflet af små fællesskaber, der ofte mere virkningsfuldt end så meget andet konstituerer det store.